Kontrolleret dræning som virkemiddel til reduktion af kvælstofudledningen til vandmiljøet
Ud fra udenlandske erfaringer er det vurderet, at kontrolleret dræning kan blive et omkostningseffektivt virkemiddel til reduktion af kvælstof- og fosforudledning til vandmiljøet fra en del af landbrugsarealet. For at blive godkendt og anvendt som et virkemiddel skal effekter på miljø og produktion dokumenteres under danske forhold. Afprøvning af kontrolleret dræning i Danmark sker i kombination med dyrkning af vintersæd, da kontrolleret dræning er tænkt som et alternativ til efterafgrøder i sædskifter med meget vintersæd. Der er behov for at dokumentere effekter på udledning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet og de dyrkningsmæssige konsekvenser. Der er behov for vejledningsmateriale om etablering og drift af kontrolleret dræning.
Projektet er bevilget af Grønt Udviklings- og DemonstrationsProgram (GUDP). Formålet er at undersøge, om kontrolleret dræning kan anvendes som et bæredygtigt virkemiddel til at reducere udledningen af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Formålet er endvidere at belyse de produktionsmæssige konsekvenser af kontrolleret dræning samt at klarlægge, under hvilke forhold virkemidlet kan anvendes.